Spring til indhold

Danmark går forrest i kampen mod tortur

23.03.2018  12:30
FN’s Menneskerettighedsråd har i dag vedtaget et dansk forslag til resolution om torturbekæmpelse. Samtidig er eksperter fra Europarådets medlemslande i disse dage samlet i København for at tale om torturbekæmpelse i Europa.

Med vedtagelsen af resolutionen i FN’s menneskerettighedsråd har Danmark endnu engang markeret sin ledende rolle inden for menneskerettigheder og torturbekæmpelse. Resolutionen fokuserer på, hvordan korruption i bl.a. retsvæsenet og politiet kan øge risikoen for tortur. Det er første gang, FN’s medlemslande anerkender denne sammenhæng. Resolutionsteksten vil blive gjort tilgængelig her.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Danmark skal være et land, der står vagt om menneskerettigheder og frihedsrettigheder i hele verden. Det er et fundament for dansk udenrigspolitik og netop kampen mod tortur står helt centralt. Vi vil simpelthen ikke acceptere, at tortur i vores levetid stadig er udbredt i store dele af verden. Danmark og danske organisationer går forrest i den internationale kamp mod tortur. I dag har vi taget vi ét lille skridt, og kampen fortsætter.”

Torturbekæmpelse er også en prioritet under Danmarks formandsskab for Europarådet. Derfor afholder Danmark et seminar i København den 22.-23. marts 2018 om bekæmpelse af tortur i Europa. Seminaret blev åbnet af udenrigsministeren. Seminaret forventes at munde ud i forslag til konkrete tiltag og initiativer, som medlemsstaterne kan iværksætte for at forebygge tortur.

Baggrund
Danmark er internationalt anerkendt for sin ledende rolle i bekæmpelse af tortur og anden grusom, nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf og har i mere end 20 år fremsat FN-resolutioner om emnet. Det gælder både i FN’s Menneskerettighedsråd, hvor der fremsættes resolutioner med specifikke tematikker, og i FN’s Generalforsamling, hvor Danmark hvert andet år fremsætter den såkaldte omnibusresolution.

Som led i Danmarks formandskab for Europarådets Ministerkomité har Danmark valgt at sætte fokus på torturbekæmpelse i de tidlige faser af politiets varetægt og under varetægtsfængsling.  Seminaret i København bygger videre på det internationale momentum, der er skabt for at bekæmpe tortur i disse perioder. Seminaret afholdes i samarbejde med Europarådets Komité for beskyttelse mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf (CPT), det danskledede Convention against Torture Initiative (CTI) og Dansk Institut mod Tortur, DIGNITY.

For yderligere oplysninger:
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, tlf. 61979031