Spring til indhold

Danmark lancerer nyt kulturfremstød i Seattle, USA

03.05.2018  09:01
For første gang i flere år gør Danmark sig nu klar til et større, flerårigt kulturfremstød i USA. Bag indsatsen står Det Internationale Kulturpanel, et strategisk samarbejdsorgan mellem Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet.

Fremstødet skydes i gang den 3. maj i Seattle i USA’s nordvestlige hjørne. Både H.K.H. Kronprinsessen og udenrigsminister Anders Samuelsen vil være til stede for at søsætte strategien sammen med danske og amerikanske partnere. Lanceringen foregår på Nordic Museum, som samtidig åbner dørene til en helt ny museumsbygning.

Anders Samuelsen siger:

“USA har i øjeblikket et godt øje til Danmark, og det momentum skal vi udnytte. USA er et meget attraktive marked, når det kommer til kunst og kultur, men det kan nogle gange være svært for danske kunstnere at slå igennem. Det vil vi gerne hjælpe til med. Ambitionen er ganske enkelt at styrke den danske kultureksport til gavn for både Danmark og USA.”

I forbindelsen med lanceringen i USA indgår Music Export Denmark et samarbejde med radiostationen KEXP, en af verdens mest indflydelsesrige kanaler inden for rytmisk musik. Den hårdtslående kvindetrio Baby in Vain er første danske band, der vil optræde live for kanalenes millioner af lyttere og seere som en del af samarbejdet. Senere i maj kommer turen til Iceage og Lowly. Samarbejdet med KEXP sender også kanalen til Danmark, hvor både Spot Festival og Roskilde Festival er engagerede partnere. 

Udenrigsministeriet og Kulturministeriet er de drivende kræfter bag fremstødet, der sker i tæt samarbejde med danske genreorganisationer inden for bl.a. musik, film, arkitektur og design. De kommende tre år, 2018-2020, vil de arbejde målrettet på at skabe endnu bedre betingelser for dansk kunst og kultur i USA og give danske kunstnere et bedre fundament at stå på for at slå igennem i USA.

Det kommende kulturfremstød er en Go West-strategi. Hidtil har Danmark og danske kunstnere fokuseret hovedsageligt på den amerikanske østkyst med New York som naturligt centrum. Men de kommende år vil der være fokus på seks nye byer: Chicago og Detroit i midt-vesten, Houston og Austin i Texas og Los Angeles og Seattle på vestkysten.

Senere på måneden, den 17. maj, markeres kulturfremstødet også i Danmark når kulturminister Mette Bock og den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, sammen fejrer samarbejdet i den amerikanske ambassadørs residens.

FAKTA:

• Kultursatsningen er forankret i Det Internationale Kulturpanel (IKP), som er et tværministerielt samarbejdsforum bestående af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet, Erhvervsministeriet og Statens Kunstfond. Derudover består IKP af Det Danske Filminstitut, Dansk Arkitektur Center, Dansk Design Center og Visit Denmark.

• Den dansk-amerikanske kultursatsning i 2018-2020 koordineres af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington og Generalkonsulatet i New York.

• De amerikanske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner, kulturaktører og byer.

• Udenrigsministeriet og Kulturministeriet har i regi af samarbejdsaftale om Det Internationale Kulturpanel ydet en bevilling på i alt 3. mio. kr. til indsatsens strategiske sigte.

For yderligere information:
Rasmus Strøyer, Head of Press, Culture & Public Diplomacy, Ambassaden i Washington. Telefon: +1 (202) 714-0242. E-mail:rasmch@um.dk