Spring til indhold

Ulla Tørnæs besøger et af verdens fattigste lande og knudepunkt for migration

25.01.2017  21:46
Minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, besøger Niger. Niger er et af verdens fattigste lande og knudepunkt for migranters rejse fra Vestafrika til Europa.

 

Besøget er lejlighed til at understrege det tætte samarbejde om migration, som Danmark og EU har med den nigerske regering. Niger har f.eks. styrket indsatsen for at bekæmpe menneskesmugling, skærpet grænsekontrollen og øget indsatsen i forhold til hjemsendelse af migranter til andre vestafrikanske lande.

”Det er afgørende for regeringen, at vi får styr på migrationsstrømmene til Europa. Derfor er migration også en af fire prioriteter i den nye udviklingspolitiske og humanitære strategi, som vi netop har indgået et bredt politisk forlig om. 90 pct. af migranterne fra det vestlige og centrale Afrika rejser gennem Niger på vej mod Libyen, mange med håb om at nå Europa. Derfor er Niger en vigtig samarbejdspartner for Danmark og EU” udtaler Ulla Tørnæs og fortsætter:

”Vi passer godt på Danmark, når vi tager vare på verden. Skal vi have styr på migrationen, er det helt afgørende, at vi bidrager til at skabe et håb om en fremtid for folk der, hvor de er. Jeg har haft gode samtaler med Nigers præsident og udenrigsminister om, hvordan vi kan fortsætte og udbygge partnerskabet med Niger om migrationsudfordringerne for et transitland. Derudover gjorde det stort indtryk på mig at besøge et spare-låne-projekt uden for Niamey, hvor fattige kvinder er fælles om at spare op og låne hinanden penge til at starte en lille forretning. Spare-låne-projekterne har givet mere end 5 millioner kvinder over hele verden mulighed for at skabe en stabil indkomst. Det er ikke kun godt for den enkelte kvinde. Det er godt for hele hendes familie, og det kan på sigt være med til at dæmme op for migrationsstrømmene til Europa” siger Ulla Tørnæs.

Besøget i Niger har fokus på, hvordan vi kan hjælpe til med at imødegå de grundlæggende årsager til migration som f.eks. massiv fattigdom og ustabilitet og på, hvor vigtigt det er at skabe et håb om en fremtid hjemme – især for de mange unge.

Som en del af besøget i Niger har minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs, besøgt en politiskole, som med dansk støtte samarbejder med Institut for Menneskerettigheder om at undervise politiskoleelever i menneskerettigheder. Derudover har ministeren sat fokus på Nigers befolkningstilvækst, den højeste i verden, gennem et besøg på et projekt, som Danmark støtter sammen med FN’s Befolkningsfond. Her undervises unge piger i deres rettigheder, f.eks. at de har ret til selv at bestemme, hvornår de vil stifte familie. Endelig har ministeren for udviklingssamarbejde sat fokus på de alvorlige udfordringer i forhold til fødevaremangel i Niger gennem et besøg ved CARE projektet ”Milky Way”, som fokuserer på at forbedre leve- og produktionsvilkårene for fattige kvægbønder og forbedre produktionsforholdene i mejerisektoren.


Ulla Tørnæs besøger CAREs spare-lånegruppeprojekt for kvinder. Foto: Udenrigsministeriet.

Danmark er en historisk og central samarbejdspartner for Niger med en årlig støtte på 60-80 mio. kr. Et nyt landeprogram for Niger for periode 2017-22 er under forberedelse. Programmet forventes bl.a. at bidrage til at styrke håndteringen af migration, fremme fred og stabilitet, give flere folk adgang til rent drikkevand og styrke civilsamfund og demokrati særligt i forhold til kvinders og pigers rettigheder.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, presserådgiver, Tel.: 4186 5975