Spring til indhold

Regeringen giver 75 millioner kr. til EU’s Trustfond for Afrika  

29.06.2018  10:01
Regeringen fordobler sit bidrag til EU’s Trustfond for Afrika til håndtering af irregulær migration og fordrivelseskriser i Afrika, med et nyt bidrag på 75 mio. kr.

Trustfonden er ét blandt flere initiativer søsat af EU og medlemslandene siden 2015, der bidrager til øget kontrol med antallet af irregulære migranter og flygtninge, der ankommer til Europa. Støtte fra trustfonden har styrket de afrikanske landes kapacitet til at kontrollere deres grænser, håndtere irregulær migration, sikre beskyttelsesindsatser og forebygge sekundære bevægelser.
 
Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs siger:

”Vi skal have bremset strømmen af migranter, der kaster sig ud på den desperate rejse over Middelhavet, og bekæmpe den kyniske menneskesmugling, der muliggør den. Vi skal samtidig bidrage til at skabe jobs for Afrikas unge, så de får håb om en fremtid i deres eget land. Med det nye danske bidrag til EU’s Trustfond yder vi fra dansk side et substantielt og vigtigt bidrag til den fælles EU-indsats”.
 
Trustfondens arbejde supplerer Danmarks og EU’s udviklingsindsatser for at imødegå de grundlæggende årsager til migration og fremme samarbejdet med de afrikanske lande om tilbagetagelse.
 
Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs siger:

”Med øremærkningen af det nye danske bidrag sætter vi ind på en lang række områder med særligt fokus på situationen i Libyen og Sahel-landene, hvor der er massive udfordringer med håndteringen af irregulære migranter og flygtninge. Det handler om at styrke de afrikanske landes kapacitet til at håndtere irregulær migration, bekæmpe menneskesmugling og –handel og sikre beskyttelsesindsatser og humanitær bistand, så vi hjælper mennesker der, hvor de er. Det er afgørende at skabe stabilitet og muligheder, så unge kan se en fremtid for sig i deres hjemlande.”
 
50 mio. kr. af det nye danske bidrag vil gå til indsatser i Nordafrika og Sahel-regionen med fokus på at støtte FN’s arbejde med beskyttelsesindsatser i Libyen, styrke tiltag i Sahel møntet på bæredygtig reintegration af de irregulære migranter, der hjælpes tilbage til deres hjemlande fra Libyen samt sikre hjælp og beskyttelse til irregulære migranter og flygtninge langs ruten, inden de når ind i Libyen og videre til Europa.

Bidraget vil også støtte indsatser under den internationale indsatsstyrke G5-Sahel møntet på at bekæmpe menneskesmugling. Derudover vil en del af bidraget blive anvendt til at adressere irregulær migration i Tunesien. De resterende 25 mio. kr. vil blive givet til Afrikas Horn, hvor de øremærkes til indsatser for at imødegå de grundlæggende årsager til migration og begrænse sekundære bevægelser. 
 
Baggrund
EU’s Trustfond for Afrika blev oprettet i 2015 som opfølgning på den handlingsplan, der udsprang af Valletta-topmødet den 11.-12. november 2015, hvor europæiske og afrikanske stats- og regeringschefer var samlet for at styrke samarbejdet om håndtering af irregulær migration og fordrivelseskriser.

Trustfonden har tre regionale vinduer og dækker i alt 26 afrikanske lande med et budget på 3,4 mia. euro. Danmark gav i 2015 et ikke-øremærket bidrag til fonden på 45 mio. kr. samt et øremærket bidrag til Nordafrika-vinduet i 2017 på 30 mio. kr. Det sidstnævnte bidrag er gået til FN’s arbejde med at styrke beskyttelsen af sårbare irregulære migranter og flygtninge i Libyen. Med det nye bidrag er Danmark nu fjerdestørste bidragsyder til trustfonden blandt medlemslandene.

For yderligere information
Kontakt særlig rådgiver Steffen Zoëga Thorøe, sthoro@um.dk, 61979233