Spring til indhold

Opbygning og institutioner

Europarådet er en mellemstatslig organisation, dvs. et samarbejde mellem regeringerne. Det centrale besluttende organ er Ministerkomiteen, bestående af udenrigsministrene fra de 47 medlemsstater.

I det daglige arbejde er udenrigsministrene repræsenteret ved deres stedfortrædere, landenes faste repræsentanter (ambassadører) ved Europarådet. Når Ministerkomiteen mødes i denne sammensætning, normalt en gang om ugen, tales der om Stedfortræderkomiteen. Ministerkomiteen mødes på udenrigsministerniveau en gang om året i maj.

Formandskabet for Ministerkomiteen går på skift hvert halve år. Ministerkomiteen bistås af fagministerkonferencer, styringskomiteer og andre komiteer med eksperter fra medlemsstaterne inden for de mange samarbejdsområder, hvoraf de vigtigste er menneskerettigheder, retspolitik, medier, social- og arbejdsmarkedspolitik, kultur, uddannelse, sport, ungdomspolitik, sundhed, naturbeskyttelse samt lokalt og regionalt demokrati.
 
Topmøder, dvs. møder mellem medlemsstaternes stats- og regeringschefer indgår ikke i en fast rutine. Der har i 1993 (Wien) i 1997 (Strasbourg) og senest i maj 2005 (Warszawa) været afholdt sådanne møder for at udstikke retningslinjer for Europarådets virksomhed i de følgende år.
 
Den Parlamentariske Forsamling er en rådgivende forsamling, der vedtager rekommandationer (anbefalinger) til Ministerkomiteen og afgiver udtalelser om konventionsarbejde. Gennem de offentlige debatter i Forsamlingen rettes søgelyset på vigtige europæiske problemstillinger, og der er ofte stor opmærksomhed, når f.eks. menneskerettighedssituationen i enkelte medlemsstater sættes på dagsordenen. Forsamlingen består i dag af 630 parlamentarikere (315 medlemmer og lige så mange suppleanter) fra medlemsstaternes nationale parlamenter. De indgår i politiske partigrupper på tværs af landegrænserne. Forsamlingen mødes fire gange årligt (i januar, april, juni og oktober) til plenarmøder (delsessioner) af en uges varighed.
 
Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder er en rådgivende forsamling inden for sit felt (også med 630 medlemmer), bestående af folkevalgte kommunalpolitikere i medlemsstaterne. Det årlige plenarmøde holdes i maj eller juni.
 
De nævnte organer betjenes af et sekretariat med ca. 2200 medarbejdere under ledelse af generalsekretæren. Dette embede har siden oktober 2009 været beklædt af nordmanden Thorbjørn Jagland. Vicegeneralsekretær posten besiddes af Gabriella Battaini-Dragoni, som tiltrådte stillingen i september 2012.

Menneskerettighedsdomstolen tager stilling til klager (fra enkelte borgere eller fra stater) over krænkelse af menneskerettighederne, således som de er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er udpeget én dommer fra hver medlemsstat. Præsident for Domstolen er den luxembourske dommer Dean Spielmann. Lige som ved nationale domstole afvises en række sager, fordi de falder uden for domstolens kompetence. Sager, der bliver realitetsbehandlet, afgøres ved simpelt flertal blandt de dommere, der deltager i afgørelsen, og dommene offentliggøres med deres begrundelse. De er bindende for de involverede stater og Ministerkomiteen overvåger, at de bliver efterlevet.
 
Menneskerettighedskommissæren er en forholdsvis ny institution, oprettet i 1999 med det formål at fremme uddannelse og bevidsthed om menneskerettigheder og at sikre en effektiv efterlevelse af Europarådets konventioner mv. om menneskerettigheder. Hans virksomhed udfolder sig blandt andet gennem besøg i medlemslandene, som kan følges op med udtalelser og anbefalinger vedrørende konkrete menneskerettighedsspørgsmål. Embedet beklædes på nuværende tidspunkt af lettiske Nils Muiznieks.
 
Indenfor rammerne af Europarådet er der herudover oprettet en række særlige organer, der skal overvåge og støtte medlemsstaterne med efterlevelsen af deres forpligtelser, f.eks. i henhold til de enkelte konventioner. Eksempler på sådanne sagligt uafhængige organer er CPT (Den Europæiske Komité til Forebyggelse af Tortur), ECRI (Den europæiske Kommission mod Racisme og Fremmedhad) og Venedig-Kommissionen (rådgivning vedrørende demokratiske forfatninger og institutioner).
 
Omkring 400 ikke-statslige organisationer, såkaldte NGO'er, har rådgivende status i forhold til Europarådet. NGO'erne mødes fire gange årligt i forbindelse med delsessionerne i Den Parlamentariske Forsamling.
 
Ved siden af det fælles arbejde i Europarådet er der oprettet flere deloverenskomster (partiel agreements), hvor en større eller mindre gruppe blandt medlemsstaterne udbygger samarbejdet mellem sig på konkrete områder. Eksempler herpå er Europarådets Udviklingsbank, der bl.a. støtter sociale projekter, i de seneste år især i de nye demokratier, Den Europæiske Farmakopé, der fastlægger normer for medicinske produkter og Eurimages, der støtter samproduktion og distribution af europæiske film og audiovisuelle produkter. 
 
Europarådets officielle sprog er engelsk og fransk.