Resultater
Konventionerne vedtages af Ministerkomiteen med 2/3 flertal, der dog skal udgøre mindst halvdelen af medlemslandene. Konventionerne skal underskrives og normalt ratificeres (godkendes af de nationale parlamenter) for at blive folkeretligt bindende. I den enkelte konvention er det fastsat, hvor mange lande, der skal have ratificeret for at konventionen kan træde i kraft.
Ministerkomiteen har vedtaget mere end 1000 rekommandationer (anbefalinger) til medlemsstaterne. Rekommandationer vedtages med enstemmighed. Stater kan dog undlade at stemme, men mindst halvdelen skal have stemt for. Siden 1994 har man fulgt den praksis, at medlemsstaterne ikke påberåber sig enstemmighedskravet, hvis der er 2/3 flertal for en rekommandation.
Bestemmelser om overvågning (monitorering) af, at staterne overholder deres forpligtelser, vil ofte indgå i den enkelte konvention eller rekommandation. I mange tilfælde er der i medfør af konventionen oprettet særlige kontrolmekanismer. Herudover foretager både Ministerkomiteen og den Parlamentariske Forsamling overvågning i bredere form. Den Parlamentariske Forsamling beslutter, hvilke lande, der på grund af problemer med opfyldelsen af centrale forpligtelser, skal være under overvågning og gennemfører tilbagevendende diskussioner herom på grundlag af fremskridtsrapporter. Ministerkomiteen gennemfører særskilt monitorering af, at nye medlemmer opfylder betingelserne for deres medlemskab og gennemfører derudover overvågning vedrørende udvalgte temaer i alle medlemslandene.
Bortset fra den Parlamentariske Forsamling vil sådanne overvågningsrapporter som udgangspunkt være hemmelige, medmindre det pågældende land giver tilladelse til offentliggørelse. Det er i dag den praktiske hovedregel, at landene giver sådanne tilladelser.
Formålet med Europarådets mange forskellige former for overvågning af medlemsstaterne er at sikre, at de fejl og mangler, der konstateres, bliver afhjulpet. Især for en række af de nye medlemsstater forudsætter dette bistand udefra. Europarådet yder bl.a. omfattende bistand til nyere medlemslande som Bosnien-Hercegovina, Serbien og Montenegro. Men også for lande, der blev medlemmer i midten eller slutningen af 1990'erne yder Europarådet, ofte i samarbejde med Europa-Kommissionen (joint programmes) teknisk assistance og anden bistand. Eksempler på længerevarende engagementer af denne type er projekter i Ukraine og Moldova, i det sydlige Kaukasus, på Balkan og i Sydøsteuropa i henhold til Stabilitetspagten.
I flere af de medlemsstater, der er genstand for omfattende overvågning, og som derfor ofte modtager teknisk og anden bistand fra Europarådet, er indsatsen understøttet af lokal tilstedeværelse af repræsentanter for Europarådet. Det drejer sig for tiden om en halv snes informationskontorer o.l. i det tidligere Sovjetunionen og på Balkan, visse steder ledet af en udsendt repræsentant for generalsekretæren.
Europarådet samarbejder i vid udstrækning med andre internationale organisationer, i første række EU og OSCE (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa). Som nævnt ydes teknisk bistand til de nye demokratier ofte i skikkelse af fælles projekter med EU-Kommissionen. Et andet eksempel er valgobservation, hvor medlemmer af Europarådets Parlamentariske Forsamling ofte indgår i fælles missioner med OSCE. På det tredje topmøde i maj 2005 i Warszawa blev det vedtaget at udbygge samarbejdet mellem Europarådet og både EU og OSCE. I 2007 udarbejdedes et Memorandum of Understanding med EU, som fortsat implementeres.
Både gennem praksis fra Menneskerettighedsdomstolen og ved sine konventioner og andre vedtagelser bidrager Europarådet til at fastsætte stadig mere udbyggede fælles standarder på en lang række sagsområder, hvis tyngdepunkt udgøres af kerneværdierne demokrati, retssamfund og respekt for menneskerettighederne. Konventionstekster vedrørende f.eks. kunstig intelligens er eksempler på, at Europarådet udstrækker denne virksomhed til helt aktuelle samfundsproblemer.