Spring til indhold

Repræsentationens arbejdsopgaver

Repræsentationen følger arbejdet og varetager danske synspunkter i Ministerkomiteen og underliggende organer. Vi er således et bindeled mellem Europarådet med dets 47 medlemsstater og Udenrigsministeriet og de øvrige danske ministerier og styrelser, der deltager i samarbejdet.

Ministerkomiteen mødes som hovedregel på stedfortræderniveau (Stedfortræderkomiteen) én gang om ugen (onsdag). Sager, der behandles på disse møder, vil for nogles vedkommende være forberedt i arbejdsgrupper og styringskomiteer med deltagelse af repræsentanter fra danske myndigheder. Derudover vil de oftest også blive behandlet i de såkaldte rapportørgrupper nedsat af Ministerkomiteen, som Repræsentationen deltager i.

Forud for de ugentlige møder i Stedfortræderkomiteen og om nødvendigt i rapportørgrupperne indsender Repræsentationen en indberetning til de relevante danske ministerier og styrelser om dagsordenen og det forventede forløb og modtager på dette grundlag instruktioner om danske synspunkter og holdninger.

Som led i forberedelsen af arbejdet i Stedfortræderkomiteen deltager Repræsentationen i forudgående koordination med EU-landenes repræsentationer og med de nordiske og baltiske lande.

Repræsentationen følger herudover i bredere forstand arbejdet i Europarådet og indberetter til Udenrigsministeriet og andre relevante myndigheder herom. Dette gælder i særdeleshed arbejdet i Den Parlamentariske Forsamling og i Kongressen af Lokale og Regionale Myndigheder. I forbindelse hermed holder Repræsentationen kontakt med de danske delegationer til de to nævnte forsamlinger.

Danske foreninger og andre aflægger ofte besøg i Europarådet. Rundvisninger og information om Europarådet kan bestilles direkte hos Europarådets besøgstjeneste. Men Repræsentationen er gerne behjælpelig med at knytte kontakt. Når det tidsmæssigt er muligt, stiller vi os også gerne selv til rådighed med orienterende foredrag.

Repræsentationens opgaver retter sig alene mod Europarådet. Vi varetager ikke opgaver med hensyn til eksportfremme og borgerservice. Der henvises til den danske ambassade i Paris og de danske konsulære repræsentationer i Frankrig.