Spring til indhold

Styrket stabiliseringsindsats i Syrien: Kofod giver 50 mio. kr til minerydning og genetablering af lokal infrastruktur.

06.10.2019  15:38
Udenrigsminister Jeppe Kofod styrker den danske stabiliseringsindsats i det nord- og nordøstlige Syrien med 50 mio. kr.

Bevillingen går til minerydning og genetablering af basal infrastruktur som vand og elektricitet.

Beslutningen kommer i forlængelse af regeringens udmelding om et styrket dansk engagement i kampen mod ISIL i det nordøstlige Syrien, herunder planerne om udsendelse af et kirurghold fra Forsvaret.
 
Jeppe Kofod siger:
 
”Ustabiliteten i Mellemøsten stopper ikke ved landegrænserne. Der er gjort store fremskridt i bekæmpelsen af ISIL, men terrorbevægelsen udgør stadig en trussel i regionen og mod vesten. For regeringen er det afgørende, at vi stabiliserer de områder i Syrien, vi har befriet for ISIL så terrorbevægelsen ikke kan genvinde sit fodfæste. Så mennesker på flugt kan vende hjem. Så den syriske befolkning kan få et værdigt liv. Derfor styrker vi nu stabiliseringsindsatsen i det nordlige og nordøstlige Syrien.”
 
Regeringen har nyligt rådført med Udenrigspolitisk Nævn om at udsende et kirurghold fra Forsvaret til det nordøstlige Syrien som en del af Danmarks betydelige bidrag til bekæmpelsen af ISIL’s terrorister. Jeppe Kofod siger:
 
”Regeringen prioriterer en stærk og bredspektret tilgang i verdens brændpunkter. Den militære indsats er vigtig, men den kan ikke stå alene. Den skal gå hånd i hånd med den bredere danske stabiliseringsindsats i Syrien og Irak. Ved at hjælpe civilbefolkningen med at skabe en bedre fremtid, bidrager vi også til at svække grundlaget for ISIL’s kyniske forsøg på at rekruttere nye terrorister. Stabiliseringen af Danmarks nærområder er derfor også afgørende i forhold til at værne om danskernes sikkerhed og tryghed.”
 
Fakta om de to stabiliseringsbidrag:
-      30 mio. til minerydning og træning af lokale mineryddere i det nordøstlige Syrien.
-      20 mio. til stabiliseringsaktiviteter i det nord- og nordøstlige Syrien, eksempelvis genetablering af el- og vandforsyning.

For yderligere presse:
Anders Vestergaard Kaldan, 20 59 21 80