Spring til indhold

Tyrkiets ambassadør til samtale i Udenrigsministeriet

10.10.2019  13:32
Tyrkiets ambassadør Uğur Kenan İpek har i dag været indkaldt til samtale med Udenrigsministeriets fungerende direktør for udenrigspolitik. Ambassadøren var indkaldt som reaktion på den tyrkiske offensiv i det nordøstlige Syrien.

På mødet udtrykte Udenrigsministeriet på den danske regerings vegne fordømmelse af de militære operationer og understregede, at Tyrkiet skal stoppe operationerne.

Udenrigsminister Jeppe Kofod siger:

”Jeg har i dag besluttet at indkalde den tyrkiske ambassadør til samtaler i Udenrigsministeriet. Det har jeg gjort for at understrege, at Tyrkiet skal stoppe deres militære operationer i det nordøstlige Syrien. Det er ikke hver dag, vi indkalder ambassadører, men situationen er dybt bekymrende. Vi har i dag slået fast over for Tyrkiet, at vi fordømmer den militære offensiv, der skader civile og kampen mod ISIL, og underminerer den politiske proces i Syrien. Et samlet EU sendte et lignende budskab til Tyrkiet i går. Jeg vil de kommende dage drøfte sagen bilateralt med relevante aktører. Og jeg vil på mandag diskutere situationen med mine EU-kolleger. For mig er det helt centralt, at vi på EU-rådsmødet sikrer, at vi i EU-kredsen fastholder et fælles pres på Tyrkiet og drøfter, hvilke konkrete handlemuligheder vi som EU har.”

For yderligere information:
Presserådgiver Anders Vestergaard Kaldan, 20592180